Vedtægter
En pdf-version med indholdet af vedtægterne,
findes under sektionen Dokumenter.
§ 1
Foreningens hjemsted er Stenløse kommune og dens værneting er retten i Frederikssund.
§ 2. Formål
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i ethvert anliggende, der normalt hører under grundejerforeningens område, herunder vedligeholdelse af eventuelle fællesanlæg i det omfang, fornøden vedligeholdelse ikke foretages af det offentlige.
Endvidere er det foreningens opgave at repræsentere og varetage medlemmernes interesser over for offentlige myndigheder eller private personer og firmaer i spørgsmål af fælles interesse.
§ 3. Medlemskab
Ret og pligt til medlemskab har parceller, der udstykkes fra ejendommen matr. nr. 10 a Stenløse by og sogn.
Efter beslutning på en generalforsamling kan foreningens område udvides til også at omfatte andre ejendomme, der naturligt hører med til området jf. den på parcellerne tinglyste deklaration vedrørende pligt til medlemskab af grundejerforeningen m.v.
Ved eventuelt salg af en parcel kan et medlem ikke udtræde af grundejerforeningen, med mindre han overtager sine rettigheder og forpligtelser til den nye ejer, og det er ligeledes en forudsætning, at eventuelle restancer er berigtiget.
Den nye ejer af parcellen hæfter for eventuelle restancer.
§ 4. Kontingent og indskud
Ved hver parcels optagelse i foreningen erlægges indskud på kr. 50,-, der betales efter påkrav med en måneds varsel.
Til imødegåelse af grundejerforeningens udgifter betaler medlemmerne et årligt kontingent.
Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen og forfalder til betaling 1. juli i året. 1. rykker udsendes 1. august med et rykkergebyr på kr. 200,00. Såfremt kontingent og rykkergebyr ikke er betalt inden 1. september i året, overgives restancen til retslig inkasso, hvor alle sagsomkostninger hertil bliver pålagt den skyldige grundejer.
§ 5. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal.
Medlemmerne indkaldes ved brev med mindst 4 ugers varsel med angivelse af dagsorden, der i hvert fald skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år
Fremlæggelse af revideret regnskab og budget samt forslag til kontingent
Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter
Valg af 2 revisorer samt 1 suppleant
Indkomne forslag fra medlemmerne
Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 6
På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme pr. parcel, forudsat forfaldent kontingent er betalt.
Alle spørgsmål - med de i nærværende love fastsatte undtagelser - afgøres ved almindeligt stemmeflertal.
Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt bestyrelsen eller mindst 1/4 af de fremmødte medlemmer fordrer det.
Det er tilladt at lade sig repræsentere ved behørig skriftlig fuldmagt, idet dog ingen må møde med fuldmagt for mere end et andet medlem.
Ved enhver generalforsamling føres protokol over forhandlingerne.
Protokollen underskrives af dirigenten og bestyrelsen.
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 1/5 af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af det emne, der ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Bestyrelsen skal senest 14 dage efter begæringens modtagelse indkalde til den ekstraordinære generalforsamling med mindst 8 dages varsel.
I indkaldelsen skal angives dagsorden.
§ 8. Bestyrelsen
Stk 1) Den ordinære generalforsamling vælger og autoriserer bestyrelsen, som varetager den daglige ledelse – uanset antallet af bestyrelsesmedlemmer. Færre bestyrelsesmedlemmer end angivet i de efterfølgende retningslinjer kræver ikke en ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen er autoriseret ved flertal af den ordinære generalforsamling eller ledelsen af foreningen er sendt til advokat.
Stk 2) Bestyrelsesmedlemmer vælges efter følgende retningslinjer 2a-2e::
Stk 2a) Bestyrelsen skal, så vidt muligt, bestå af 5 medlemmer og 2 suppleanter.
Stk 2b) Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter skal være på valg mindst én gang hvert 2. år. Mindst 2 og højest 3 af de 5 pladser i bestyrelsen skal være på valg årligt. Suppleanter er på valg hvert andet år. 1. suppleant er den suppleant, som sidder på 2. år.
Stk 2c) Genvalg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter er tilladt.
Stk 2d) Bestyrelsen konstituerer sig for et år ad gangen efter den årlige generalforsamling.
Stk 2e) Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 3 og højest 5 medlemmer, bestående af formand, kasserer, sekretær og dernæst af næstformand og et medlem. Desuden har bestyrelsen tilknyttet mindst 1 og højst 2 suppleanter.
Stk 3) Et medlem som fraflytter foreningen træder ud af bestyrelsen og erstattes af en suppleant.
Stk 4) Et medlem kan til enhver tid efter eget ønske vælge at trække sig fra bestyrelsen i resten af perioden og erstattes af en suppleant. Opsigelse til de resterende medlemmer af bestyrelsen og suppleanter skal være skriftlig med 1 måneds varsel. 1. suppleant træder først ind i bestyrelsen.
Stk 5) Er der medlemmer, som ønsker at træde ud af bestyrelsen uden for den ordinære periode og der herved er mindre end 3 medlemmer inklusiv suppleanter i bestyrelsen, så skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, som skal indsætte nye bestyrelsesmedlemmer og autorisere bestyrelsen.
Stk 6) Der ydes bestyrelsen dækning for repræsentationsudgifter.
§ 9
Foreningens daglige korrespondance føres af formanden.
Ved indgåelse af retshandler forpligtes foreningen ved underskrift af formanden i forbindelse med 2 bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger og denne underskrives af de mødte bestyrelsesmedlemmer.
§ 10. Regnskab og revision
Regnskabsåret er kalenderåret.
Foreningens midler indsættes på giro, checkkonto eller eventuelt almindelig kontrabog, hvorover der kun kan disponeres af kassereren og formanden i forening.
Den kontante beholdning må ikke overstige kr. 1.000,-.
Foreningens opsparede midler, der henstår i mindst 2 perioder (år) kan investeres i danske obligationer. Obligationernes løbetid skal vælges ud fra hvornår midlerne forventes at skulle anvendes. Opsparingsbeløb, der kan investeres, skal løbende fremgå af handlingsplanen.
§ 11
Forslag om optagelse af lån i foreningens navn eller andre større økonomiske dispositioner er underkastet samme regler m.h.t. stemmeafgivning som gælder for lovændringer, jf. § 14.
Større økonomiske dispositioner er fx køb af fast ejendom o.l., der vil have juridisk bindende konsekvenser for foreningen i flere år (mere end 1 år). Større økonomiske dispositioner er ikke anlægs-, drifts- og vedligeholdsudgifter, der er godkendt i en handlingsplan og har fremgået af denne ved 2 foregående års generalforsamlinger og herefter fremgår af det godkendte budget for det år, hvor udgiften skal afholdes.
Forslag om ekstraordinære anlægs-, drifts- og vedligeholdsudgifter der beløbsmæssigt ikke overstiger årets indbetalte kontingent, kan besluttes på en generalforsamling, til udførelse i samme år, og betragtes dermed ikke som større økonomiske dispositioner.
Såfremt der i overensstemmelse med disse regler træffes beslutning om optagelse af lån, er hvert enkelt medlem pligtig i fornødent omfang at underskrive gældsbrev samt udstede pantebrev i sin ejendom til sikkerhed for denne anpart i pågældende økonomiske forpligtelse.
Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.
§ 12
Udgifterne ved enhver fælles foranstaltning fordeles ligeligt mellem samtlige medlemspligtige parceller uden hensyntagen til disses størrelse eller beliggenhed.
Beslutning om opsparing til afholdelse af grundejerforeningens vedligeholdsforpligtelser eller andre af generalforsamlingen godkendte projekter, skal ske på generalforsamlingen. Opsparingsforløb såvel som anvendelse af opsparede midler skal godkendes af generalforsamlingen på baggrund af handlingsplan. En vedtaget handlingsplan skal justeres hvert år og godkendes af generalforsamlingen.
En vedtaget handlingsplan kan i sin helhed kun omstødes efter samme retningslinjer som reglerne om vedtægtsændringer, jf. §14.
§ 13
Til at revidere regnskabet vælges på den ordinære generalforsamling 2 revisorer og 1 suppleant for et år ad gangen.
Genvalg kan finde sted.
Det af kassereren opstillede regnskab afgives til revisorerne senest den 1. februar, således at revision kan være tilendebragt senest den 15. februar.
.
§ 14. Vedtægtsændringer
Foreningens vedtægter kan kun ændres når mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen og da kun, når 2/3 af de tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemmer herfor..
Såfremt 2/3 af foreningens medlemmer ikke er til stede, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling efter reglerne i § 7 og med de fremsendte forslag som eneste punkt på dagsordenen.
En sådan ekstraordinær generalforsamling kan da uanset antallet af mødte medlemmer vedtage de fremsatte forslag, idet der dog til vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.
§ 15. Opløsning
Foreningen kan opløses efter vedtagelse på en generalforsamling efter de i § 14 indeholdte regler.
Opløsning kan dog ikke finde sted, så længe der påhviler foreningen gældsforpligtelser, ligesom tiltrædelse til opløsning skal foreligge fra kommunalbestyrelsen.
____
Vedtaget på stiftende generalforsamling den 6. juni 1966
Ændret på generalforsamlingen den 27. juni 1974.
Ændret på generalforsamlingen den 16. marts 1978.
Ændret på ekstraordinær generalforsamling den 8. maj 1990.
Ændret på ekstraordinær generalforsamling den 14. maj 1997.
Ændret marts 1999, §§ 3, 5, 11, 12 og 13 på grund af trykfejl i forrige udgave.
Ændret på ekstraordinær generalforsamling april 2003, § 4 ændret i f.m. indførelse af rykkergebyr.
Ændret på ekstraordinær generalforsamling den 19. april 2005, § 10 tilføjet nyt stk. 2 og § 11 tilføjet nyt stk. 2 og nyt stk. 3.
Den 15. maj 2019 er ”§8 Bestyrelsen” ændret på ekstraordinær generalforsamling.